Klassevin fra "den gyldne trekant".
Puligny-Montrachet er en landsby i Côte de Beaune og er beliggende i det område, der producerer de bedste hvidvine i Bourgogne. Området kalder man også for"den gyldne trekant", og det er dannet af landsbyerne Meursault, Puligny-Montrachet og Chassagne-Montrachet. Selve Puligny-Montrachet fordeler sig over 97 hektar og ligger indenfor Puligny og en del af landsbyen Blagny. Det strækker sig ud på en blid skråning mod øst, i en højde på mellem 230 og 320 meter over havets overflade.
Vinens karakter:
Skinnende, gylden farve med grønlige nuancer. I duften opdages modne druer, marcipan, hasselnødder, citrongræs og grønne æbler. Smagen følger op med en skøn, fed og cremet tekstur, der leder tankerne over på smør og varme croissanter. Vinen er mineralsk, og så besidder den en lækker, subtil harmoni og en bemærkelsesværdig koncentration.
Hvad er vinen velegnet til?
Vinen vil være yderst velegnet til raffinerede madretter, som f.eks. fjerkræ i sauce, kalvekød stegt med svampe, hummer, languster og grillet eller stegt fisk. Den fungerer også fremragende til gedeost eller bløde oste, som Brie de Meaux.
Serveringstemperatur cirka 11-13 grader. En vin som denne topper først efter 6-8 år og den kan gemmes i op til 15 år fra høståret.
Sådan er vinen fremstillet:
100% Chardonnay. Druerne til vinen kommer fra marken Sous le Puits. Druerne håndsorteres og presses let inden mosten får lov at gære langsomt på træfade med jævnlige omrøringer. Vinen lagrer i alt cirka 15 måneder på egetræstønder, inden den tappes på flaske.
Om producenten:
Maison Morin Père & Fils blev grundlagt af Claude Morin i 1822. Vinhuset har hjemme i Nuits-Saint-Georges-regionen i Bourgogne. I dag er Morin vidt berømt - både for deres vine og deres Marc de Bourgogne. Selve kælderen på vingården er fra det 18. århundrede, og den er i sig selv en meget populær seværdighed for vinturister.