Denne Chateauneuf er særdeles velegnet til lagring. Vi anbefaler at den drikkes 8-15 år efter høståret.
Man har brugt druer fra 65 år gamle vinstokke. Vinen er lavet på 70-75% Grenache, 14-16% Syrah, 7-9% Mourvedre, 4% Cinsault/Clairette og 2-3 % Counoise/Vaccarese. Så her er der altså tale om en yderst nuanceret vin.
Vinen har gennemgået kold-maceration, hvilket betyder, at mosten udblødes sammen med skallerne, FØR gæringen. Denne proces tilfører ekstra karakter, fylde og duft til vinen.
Provencalske krydderier præger duften, og smagen er kødfuld, frugtig, krydret og kompleks. Behagelig lang, blød eftersmag, afslutter vinen. Ideel til stege af rødt kød, solide gryderetter og kraftige oste (ikke skimmel).
Domænet fik sit navn i 1969, da Roger Perrin overtog vingården efter sin svigerfar, Paul Bravay. Under tragiske omstændigheder døde han midt under en høst i 1986, og herefter overtog sønnen, Luc.
Luc var færdiguddannet som ønolog og havde været i lære hos Chateau Beaucastel – én af de absolut bedste producenter i Chateauneuf-du-Pape. Han moderniserede faciliteterne i slutningen af 90’erne, så bygninger såvel som udstyr, den dag i dag, fremstår særdeles velordnede. Men også han blev ramt af en trist skæbne og tabte kampen mod kræften i 2010. Siden har vingården været drevet af Luc’s søster, Véronique og hendes søn, Xavier. Véronique arbejdede inden overtagelsen, som praktiserende ønolog i Bourgogne og Xavier har gennemgået en ønologisk uddannelse i Macon, ligeledes i Bourgogne.
De to og resten af holdet, arbejder nu på, at forevige Roger og Lucs visioner, med grundprincipperne; observation, respekt for naturen, knowhow og tæt samarbejde med deres kunder.
Geografi:
Domaine Roger Perrin er beliggende i den sagnomspundne landsby Chateauneuf-du-Pape, som er beliggende i den sydlige del af Rhône-dalen. Rhône-dalen er ca 800 km lang og går gennem Frankrig og Schweiz. Den har sit udspring i Valais i Schweiz og sit udløb i Camargue, et stort sumpområde syd for Nîmes og Avignon.