Hvad er Champagne?



Champagne er mousserende vin fra Champagne-regionen i Frankrig, hvor klimaet er køligt, og vinmarkerne ligger på kalkrig jord, som giver vinen sin særlige friskhed. Kun vin, der kommer herfra og laves efter den traditionelle metode, må kaldes Champagne. Det er denne kombination af klima, håndværk og lange lagringer, der skaber bobler med nerve, dybde og en sprød energi, som ingen andre regioner helt kan kopiere.

Hvordan laves Champagne?


Champagne laves med en metode, hvor andengæringen foregår i flasken. Det er her, boblerne bliver skabt. Man laver først en gæring, som producerer en simpel hvidvin, der tappes på flaske – og derefter gærer vinen igen med sukker og gær i flasken, hvilket skaber kuldioxid, der bindes i vinen. Flaskerne lagres derefter i kældre i måneder eller år, hvor smagen udvikler sig fra frisk og frugtig til kompleks med noter af brioche, nødder og betagende dybde. Når gæren fjernes, tilføjes dosage – en blanding af sukker og vin – som bestemmer hvor sød eller tør Champagnen bliver.

Hvilke druer bruges i Champagne?


Der er tre klassiske druer i Champagne, og de spiller hver deres rolle i smagen.

Chardonnay den mest prestigefyldte drue, som giver friskhed, citrus, mineralitet og lang levetid  
Pinot Noir den mest beplantede drue, som giver struktur, fylde, røde bær og mørkere frugt
Pinot Meunier den næstmest plantede drue, som giver blødhed, charme og slikket, rød frugt

De fleste Champagner er blends af disse druer, mens Blanc de Blancs kun er på Chardonnay og Blanc de Noirs kun er på Pinot Noir eller Meunier. Der produceres også roséchampagne, som bl.a. kan laves ved at blande rødvin til den basevin, man producerer i starten af processen.

Brut, Extra Brut, Sec og søde Champagner – hvad betyder det?


Champagnens sødme bestemmes af mængden af dosage. Brut er den mest almindelige stil og passer til alt fra aperitif til mad. Brut har mellem 0-12 gram restsukker per liter. Extra Brut er endnu tørrere (0-6 gram) og føles ultraren og mineralsk, mens Extra Dry (12-20 gram) og Sec (17-35 gram) bliver halvtørre. Demi Sec (33-50 gram) er sødere og perfekte til dessert, kager og ost – og Doux er toppen af sødmepyramiden med 50+ gram restsukker. Tilsættes ingen dosage overhovedet, så vinen har mellem 0-3 gram naturlig restsødme, kaldes den Brut Nature.

Vintage eller Non-Vintage – hvad er forskellen?


75% af alt champagne er Non-Vintage (NV). Det er champagne, som er blandet af flere forskellige årgange, så vinhuset kan bevare sin signaturstil år efter år. Non-Vintage skal lagres i min. 15 måneder og bør nydes indenfor 3 år. Vintage champagne laves kun i særligt gode år og lagres længere, så smagen bliver dybere, rigere og mere kompleks. Vintage champagne skal lagres i min. 3 år og kan gemmes i kælderen i mange år – og de er perfekte til særlig forkælelse, mens Non-Vintage er oplagt til både hverdag og fest.

Champagne og mad – hvad passer godt sammen?


Champagne er en af de mest alsidige vine til mad. De mange sødmegrader gør også, at champagne kan parres til en lang række madretter. Den høje syre og de fine bobler gør den især fantastisk til salte og sprøde retter. Prøv især champagne til:

• østers og skaldyr  
• sushi og rå fisk  
• snacks og saltede nødder  
• friterede retter og tempura  
• lette oste og charcuteri  
• tærter og lyse retter med kylling

Champagne er altså ikke kun til fest, da den løfter stort set alt, den bliver sat overfor.

Champagne som aperitif


Ethvert selskab får et ekstra løft, når der står Champagne på bordet. Brug den som hyggelig velkomst, når gæsterne ankommer til dit arrangement, eller server den til fiskeretter og lette anretninger, som start på aftenen. Brut-champagner og Blanc de Blancs (100% Chardonnay) er særligt gode som aperitif, da de renser munden og skaber en opfriskende effekt. Blanc de Noirs, som laves af blå druer, er mere fyldig og passer til lune retter og tapas.

Champagne til nytår


Champagne er selve symbolet på nytår. Mange gemmer en særlig flaske til klokken tolv, men Champagne fungerer faktisk bedre som velkomst og til middagen. Til råvarer som kammuslinger, rejer, torsk, laks og snacks er Champagne et perfekt match. Til selve nytårsskålen vælger mange en Extra Brut eller en ren Blanc de Blancs for en skarp og sprød afslutning på året. Serveres der kransekage, skal vinen dog enten være af sødmegraden Demi-Sec eller Doux. Servér også altid de bedste champagner først, mens smagsløgene er friske!

Hvordan serverer man champagne bedst?


Champagne smager bedst, når flasken serveres ved 8 til 10 grader. Brug høje glas med en smal åbning, så boblerne holder længe, og duftene samles. Undgå brede coupes, da boblerne forsvinder for hurtigt. Åbn flasken roligt ved at holde på proppen og vride flasken i stedet for at trække i korken. En champagne skal helst "sukke" i stedet for at poppe – på den måde holder man bedst muligt på friskheden. Hvidvinsglas kan også anvendes for at få mest aroma ud af vinen – men boblerne kan forsvinde lidt hurtigere i det bredere glas.

Hvor længe kan man gemme Champagne?


Non-Vintage Champagne skal helst drikkes indenfor 3 år, da det er en blanding af mange forskellige årgange. Vintage Champagne holder dog ofte i flere årtier. Jo mere Chardonnay og jo længere lagring på gær, desto længere levetid. Opbevar flaskerne mørkt og køligt, så holder de sig friske og elegante. Har du først åbnet en flaske, bør du indkøbe en champagnestopper, som lukker tæt om flaskeåbningen, så kuldioxiden forbliver i flasken.

Champagne som gave – hvornår giver det mening?


Champagne er en gave, der passer til alle lejligheder. Fødselsdage, jul, nytår, bryllupper, jubilæer og værtindegaver. Vælg en Non-Vintage til lette anledninger og en Vintage, hvis du vil give noget særligt. Mange vælger også rosé-Champagne som romantisk gave, fordi den er både elegant og festlig.

Ofte stillede spørgsmål om Champagne



Hvorfor er Champagne dyrere end andre mousserende vine?


Champagne kræver længere lagring, mere håndarbejde og dyrere druer end de fleste mousserende vine. Regionen har køligt klima og begrænset areal, hvilket giver højere kvalitet, men også højere pris.

Kan man bruge Champagne i cocktails?


Ja! Champagne er fantastisk i cocktails. Prøv en French 75, Kir Royal eller en Champagne Spritz, hvor boblerne giver både energi og elegance.

Hvilken Champagne skal man vælge til nytår?


Vælg en frisk og rank Champagne med god syre for eksempel Blanc de Blancs eller Extra Brut. De giver en sprød og ren afslutning på årets sidste øjeblikke. Husk Demi-Sec eller Doux til kransekage!

Er rosé-Champagne sødere?


Nej – rosé-Champagne er ikke nødvendigvis sødere. Den får farve fra drueskallerne eller fra tilsat rødvin, men sødmen afhænger udelukkende af dosage. De smager dog typisk frugtigere, hvilket kan få hjernen til at tro, at vinen er sødere uden egentlig at være det.

Hvordan åbner man Champagne uden at sprøjte?


Hold på proppen, læg tommelfingeren over toppen og drej flasken roligt. Lad proppen glide stille af i stedet for at springe. Det er både elegant og sikkert.

Hvilken mad passer bedst til Champagne?


Champagne elsker salte og sprøde retter. Chips, skaldyr, sushi, fisk, lette retter og snacks er perfekte makkerpar. Men faktisk er champagne en af verdens mest alsidige vinstile, da den findes i mange forskellige sødmegrader.

Kan Champagne blive for gammel?


Ja – champagne kan oxidere, hvis den gemmes for længe. Vintage-champagne holder længe, men Non-Vintage er bedst inden for få år.


Hvad er forskellen på Champagne og andre mousserende vine?


Champagne kommer altid fra Champagne-regionen i Frankrig, og andengæringen foregår i flasken, hvilket giver finere bobler og dybere smag. Mange andre mousserende vine laves i ståltanke, som er under tryk – f.eks. Prosecco – hvilket giver større bobler og en lettere, frugtigere stil uden oxiderede noter af brioche og nødder. Champagne lagres længere, bruger bestemte druer og har strengere krav til produktionen, og det er derfor, smagen ofte er mere kompleks, cremet og elegant end i andre mousserende vine.

Crémant og Cava anvender samme metode som champagne – men de laves i andre regioner og oftest på helt andre druer. Desuden er lagringskravene ikke lige så strenge som i Champagne.