Forestil dig Chianti Classico, når det er allermest ægte. De stejle bakker, den kalkrige jord, den friske brise gennem Sangiovese-rækkerne og et slot, der har stået vagt over vinmarkerne i mere end 1000 år. Det er Castello di Verrazzano – et af de historiske fyrtårne i Toscana og en producent, der stadig dyrker vin i den rolige, klassiske stil området er kendt for.
Her møder du en familieejet vingård, hvor økologisk dyrkning, håndhøst og klassiske metoder ikke er marketing, men hverdag. Og hvor både røde Chianti Classico-vine, supertoscanere og sprøde hvid- og rosévine viser en dybde, friskhed og autenticitet, som kun få steder i regionen kan matche.
En vinproducent med tusind års historie, klippesolid stolthed og nogle af de mest karakterfulde vine i hele Chianti Classico. Castello di Verrazzano er et navn, der både dufter af gammel kultur, håndværkstradition og nørdet kærlighed til Sangiovese.
Hvis du nogensinde har undret dig over hvad der gør Chianti Classico så særligt, eller hvorfor Sangiovese kan smage så forskelligt fra bakke til bakke, så er Verrazzano en lille verden, der giver dig svarene.
Et terroir med tusind års ro
Verrazzano ligger i Greve in Chianti, midt mellem Firenze og Siena, hvor vinmarkerne har ligget inden for de samme grænser i mere end 1000 år. Det er nærmest en tidslomme med 52 hektar vinmarker på stejle skråninger i 260–420 meters højde.
Her er jorden stenet og fyldt med kalk – en af grundene til, at deres Sangiovese får så spændstig syre, mørke kirsebæraromaer og den klassiske Chianti-nerve.
De enkelte marker står som små øer med hver deres mikroklima, og gennemsnitsalderen på planterne holdes bevidst omkring 12 år. Det giver en flot balance mellem energi, modenhed og kvalitet.
Håndværk helt ned i rødderne
Vinstokkene holdes efter de klassiske opbindingsmetoder – med spurred cordon og Guyot – og al høst foregår i hånden fra slutningen af september til slutningen af oktober. Markerne dyrkes økologisk med en omtanke der går langt videre end det lovpligtige med græsning mellem rækkerne, organisk gødning, lavt høstudbytte og et stærkt fokus på planternes sundhed.
Det betyder færre klaser, som til gengæld har mere koncentration i hver enkelt drue. Læg dertil Chianti Classicos kølige nætter og lange modningsperiode oven i, og så har du opskriften på vine, der både er dybe, friske og fulde af områdets signatur.
Kælderen hvor tiden arbejder langsomt
Når druerne er høstet, er der kun få minutter ind til kælderen i slottets midte. Her starter gæringen i små partier, styret nænsomt og køligt, så aromaerne bevares.
De ældgamle kældre fra 1500-tallet danner rammen om modningen. Chianti Classico og Riserva hviler i store slavonske fade, mens Gran Selezione og Supertuscan-vinene får tid i barriques af fransk eg fra Allier og Vosges.
Det er netop i denne kombination af tradition og små nørdede justeringer, at Verrazzano får sin særlige signatur.
En slotshistorie fuld af opdagelser og storhed
Castello di Verrazzano var først et etruskisk og siden et romersk fort, før det blev til et renæssanceslot. Her blev den berømte opdagelsesrejsende Giovanni da Verrazzano født i 1485 – manden, der som den første europæer kortlagde store dele af den amerikanske østkyst og opdagede New York-bugten.
Hans navn lever videre på New Yorks ikoniske Verrazzano Bridge, hvor man i dag ser sten fra selve slottet muret ind i fundamentet.
Hvis du nogensinde har tænkt “Hvem var Giovanni da Verrazzano egentlig?” – så er svaret bogstaveligt talt rodfæstet i vinmarkerne omkring denne producent.
Tag på en tur med Alexander og Magnus til Verrazzano og mød folkene bag slottet:
Fra forfald til storhed: Cappellini-familiens arbejde
I 1958 tog Cappellini-familien over og genrejste slottet og markerne, der var på vej i forfald. De genetablerede markerne efter gamle kort, restaurerede kældrene og gjorde stedet til en moderne vingård uden at ændre på den historiske arkitektur.
Deres filosofi har altid været, at man ikke kun producerer vin – man forvalter kulturarv. Og det mærkes i vinene, der rammer den klassiske Chianti-stil med stor autenticitet og en uimodståelig renhed. I dag driver Verrazzano også en fornem agriturismo, som er en italiensk form for "landbrugsturisme", hvor gæster kan bo på ejendommen, få guidede tours og spise på stedets restaurant.
Hvorfor er Castello di Verrazzano værd at kende?
• Fordi de står på skuldrene af tusind års vintradition.
• Fordi deres terroir er noget af det mest karakterfulde i Chianti Classico.
• Fordi alt høstes i hånden, dyrkes økologisk og vinificeres med en ro og præcision, der giver vine med både friskhed, kraft og finesse.
Og måske vigtigst af alt: Fordi hver vin smager tydeligt af stedet, den kommer fra.
De vigtigste vine fra Castello di Verrazzano
Producenten laver en bred serie – fra klassisk Chianti til moderne Supertuscans og elegante hvidvine. Her er et hurtigt overblik:
• Chianti Classico – fundamentet af Verrazzano • Chianti Classico Riserva – det allermest klassiske valg • Chianti Classico Gran Selezione Sassello – toppen af pyramiden • Bottiglia Particolare (Supertuscan) – den moderne stil med Sangiovese og Cabernet • Il Rosé (IGT Toscana) – det feminine præg • Ser Chiaro (Pinot Blanc hvidvin) – den friske og lette hvidvin